OnlinePCVærktøjer

Dropbox til fildeling og synkronisering

Dropbox

[Udgivet 23-01-2010, opdateret 11-04-2020 så indlægget afspejler den gældende version af Dropbox.]

Dropbox er et rigtig smart værktøj til backup og synkronisering af filer mellem platforme/PC’er/mobiler m.v., men kan bruges til meget mere.

Backup og synkronisering

Dropbox synkroniserer automatisk filer fra en mappe på PC’en, ud til ens Dropbox-konto på nettet. Derfra kan der automatisk synkroniseres videre til andre enheder man har installeret Dropbox på. Dropbox tjener samtidigt som backup og gemmer også en versionshistorik, så tidligere versioner af et dokument kan genskabes.

Ved oprettelse af en Dropbox-konto får man gratis 2GB plads. Hvis man får brug for mere, må man betale for det. Man installerer Dropbox på ens PC og sætter den til at styre en given mappe på harddisken. Alt hvad der sker i denne mappe (oprettelse, ændring og sletning af filer), synkroniseres lynhurtigt ud på nettet til ens konto (som oven i købet laver versionsstyring af filerne) og herfra hurtigt over på øvrige PC’er/enheder hvor man har Dropbox installeret på.

Hvis man sidder på en fremmed PC, vil man have ens filer tilgængelige via Dropbox’ens hjemmeside.

Du kan se mere om hvordan man bruger Dropbox her: https://help.dropbox.com/da-dk.

Send store filer

Hvis man ønsker at sende en stor fil til en anden person, vil man ofte være ret begrænset i hvor stor filen så må være – typisk omkring 10MB. Har man en Dropbox, kan det dog gøres meget enkelt:

  1. Læg den store fil i din Dropbox-mappe.
  2. Peg på filen og via højre musemenu vælges Dropbox->Copy Public Link.
  3. I udklipsholderen findes nu en adresse på filen, som man kan klistre ind i en email til personen, der så downloader filen fra ens Dropbox på nettet uden at vedkommende behøver at være Dropbox-bruger eller har anden adgang til ens konto.

Fildeling

Man kan dele mapper med andre Dropbox-brugere ved at pege på mappen og via højre musemenu vælge ”Dropbox->Share This Folder”. Så kommer man ind på ens Dropbox-konto og kan sende  invitationer til dem man vil dele mappen med. Når disse accepterer invitationen, vil filer i mapper automatisk synkroniseres mellem brugerne. På denne måde kan man dele fotos, samarbejde om dokumenter o.l.

Platforme

Dropbox kan bl.a. benyttes på Windows, Mac, Linux og mobile enheder.

Oprettelse af Dropbox-konto

Man kan få en Dropbox ved at downloade programmet og registrere sig fra denne side: https://www.dropbox.com/.  – Eller man kan gøre det via siden https://db.tt/DCDNqINCHz og dermed give både dig selv og mig 500MB ekstra plads uden at det koster ekstra. :-)

Skriv et svar